Hos mig er Hingstekåringen i Herning noget helt specielt. Jeg synes faktisk det på en måde er en del af min opvækst, for så længe som jeg kan huske, har vi altid været afsted og det har har været en begivenhed, som vi så frem til og krydsede dage af i kalenderen 😀 og når jeg tæller tilbage så er det nok omkring 35 år siden jeg var til min første hingstekåring. 

Det er mange år og der sket meget i de år. 

Når jeg kigger tilbage ser jeg også en kæmpe udvikling. Er det så positivt med den udvikling eller hvordan? Det tænker jeg faktisk jeg vil dykke lidt ned i. 

Hvis jeg ser 20 år tilbage var der rigtig mange små hygge avlere, som havde 1-3 føl om året og hvor de kunne fremstille deres hingst til forbesigtigelse og hvor der faktisk var mulighed for at den kom med. I dag er hingstekåringen domineret af en håndfuld store stutterier, som enten selv har avlet eller opkøbt en flok unge hingste. På mig virker de pengestærke og de køber de bedste der er på markedet, det gør at de få hoppyavlere det står med en en rigtig fin dansk avlet hingst bliver selekteret fra allerede til forbesigtigelsen. Der er lidt som sangen; har du penge så kan du få, men har du ingen så må du gå... 

Jeg ærger mig over tendensen, hvor alting ikke kan blive stort nok, hvor hesten kun bliver et tal talt i værdi og hvor den hingst de fremstiller blot er en af mange i rækken. 

Jeg savner den jubel scene hvor hr Hansen græd af glæde over sin hingst blev kåret og hvor han kunne få de 25 hopper der skulle til for at hingsten kunne betale for egen føde og give hingsteholderen en lille ferie 😀 Det var de gode tider for mig. 

Kan huske at vi kørte ned til Niels og Irene eller Steve for, at få bedækket vores hopper med deres hingste og der var altid tid til kaffe og kage og en GO hestesnak på terrassen, der var nærvær og næste kærlighed og vi snakkede, pralede og nørdede i vores hopper og deres afkom. Vi interesserede os for hinanden. 

I dag bestiller du sæden på nettet og som oftest taler du ikke med nogen. Den udvikling bryder jeg mig egentlig ikke om. Jeg kan sagtens se fornuften i, at det er hurtigere, men relationen og nærværet til hingteejeren er væk. Vi er blot en i rækken. 

Jeg savner de tider... 

Alle hingsteejerene siger, at vi skal bruge de unge hingste. Mange af dem er tysk og hollandsk og MEGET varmt. De unge hingste har rekord mange bedækninger,.. NÅÅÅHHH, nej insemineringer, de får jo ikke engang den fornøjelse 😉 Måske har de godtnok vildt god afstamning, men hvem siger de er ligeså gode, som deres forfædre? Ja jeg spørger, for hvem kender svaret? Ingen... Men tager man en hingst der har vist, at den rent faktisk kan klare sig i konkurrencen og som har vist, at den kan avle godt, vil jeg da mene, at man er ret sikker. Og mange af de unge hingste ser vi ikke igen, enten fordi de går i stykker, bliver solgt eller går hen og dør. 

For mig burde de først avlsgodkendes når de har gået konkurrence på nationalt niveau for så ved man da, at de dur. 

Jeg har nemlig heller ikke råd til, satse mine hårdt tjente penge på de unge hingste. Ofte er de væk 2 år efter og jeg står med en 3 års som ingen kender faren til. 

Et kæmpe show:

Højdepunktet i gallashowet for var simpelthen da de gamle “drenge” kom ind til hest. Hvilket mod det har krævet. Jeg tænker faktisk, at nogen af dem ikke har været til hest i flere år. Jeg sad der og blev helt rørstrømsk faktisk også fordi jeg tænker, at det er de færreste sportsgrene hvor man faktisk kan ride til man bliver meget gammel, uden ben,svært handicappet og vi bruger dem til terapi og mennesker med svære problematikker efter hjerneskader. Er det ikke fantastisk? 

Et af højdepunkterne var også da Ulf, Andreas og Alexsander red, igen flot med 3 generationer. 

Og sidst men absolut ikke mindst kostume springningen. De var virkelig med til, at skabe begejstring og spænding og jeg tænker vi alle sad med nerverne udenpå tøjet når de satsede og red tæt på springene. Det var vildt godt 😀

Faktisk hvis jeg kigger tilbage, så er der ikke de store forandringer eller ændringer af gallashowet? Det har ikke formået, at forny sig, men derimod ved man hvad der kommer, sådan i store træk. Det synes jeg faktisk er helt dejligt 😀

Det internationale stævne:

Der var vildt mange gode højdepunkter synes jeg.  Jeg nød specielt Daniel, Severo og Cathrine, hvor var det harmonisk og flot ridning, og det smittede også af ved dommerne. Skønt og se dressur med omtanke og intelligent ridning. 

Til dig som læste helt herned i bunden vil jeg gerne sige tak for, at du læste med og jeg glæder mig til, at dele flere af mine tanker og reflektionen med dig.